KRISEHJÆLP I DØGNDRIFT EFTER SKUDDRAMAET

Efter skudepisoden i det københavnske shoppingscenter har rådgivere fra Offerrådgivningen i Hovedstaden/Røde Kors stået klar døgnet rundt for at give krisehjælp til de mange mennesker, som oplevede hvordan en fredelig søndag aften blev forvandlet til et mareridt, da en sindsforvirret mand gik amok med et skydevåben i Fields.

-Vi har stort set arbejdet i døgndrift, og er meget glade for at kunne hjælpe de mange mennesker, der har været påvirket efter den tragiske begivenhed i Fields, fortæller formanden for Offerrådgivningen i Hovedstaden, Else W. Bundesen.

-De sidste fire dage har vi været i kontakt med over 700 mennesker, som har haft brug for en at tale om deres oplevelse, bekymring og frygt. Heldigvis har vi kunnet trække på stor hjælp fra landets øvrige offerrådgivninger samt fra Røde Kors’ rådgivere.

-Vi lytter til folk og tilbyder fortrolige samtaler med vores frivillige rådgivere, som er professionelt uddannede til krisesamtaler. En times samtale kan ofte skabe lidt ro  i sindet og hjælpe folk videre, så de kan finde tilbage til deres normale hverdag, fortæller Else W. Bundesen.

Læs mere om krisereaktioner samt et par gode råd til, hvordan du selv håndterer situationen efter en alvorlig livsbegivenhed https://www.tv2lorry.dk/koebenhavn/krisepsykolog-om-ofrene-i-fields-dem-der-gemte-sig-har-det-vaerst

Og har du i øvrigt selv været udsat for alvorlige oplevelser, f.eks. ulykker eller forbrydelser, kan du altid ringe til hos Offerrådgivningen i Hovedstaden på tlf. 21209170.  Tilbuddet gælder også vidner og pårørende. Al hjælp er gratis, samtalen er fortrolig og vi har tavshedspligt.