Vi er her døgnet rundt, hvis du har brug for os

Siden 11. marts har Danmark ikke lignet sig selv. Coronakrisen har forandret hverdagen for mange af os. Vi befinder os i en ny situation som danskere og som nation; en situation vi aldrig har oplevet før.
Et samfund, isoleret og ramt af Coronakrisen. Og det fortsætter i hvert fald indtil videre – og vi må lære at leve bedst muligt med situationen. Tage en dag ad gagen. Hjælpe hinanden og stå sammen – men hver for sig.

Job, som forsvinder. Folk, som mister deres arbejde, Virksomheder, som drejer nøglen om.
Mange må stadig arbejde hjemmefra, passe børn og børnebørn samtidig.
Mange føler sig isolerede og savner den normale hverdag.
Men man kan heldigvis lære at håndtere de følelser af bekymring og frygt, som den ”unormale hverdag” skaber.

Her i Offerrådgivningen holder vi afstand, så vi kan komme gennem denne Coronakrise sammen! Vi fortsætter med at tilbyde rådgivning døgnet rundt, via vores døgntelefon og med tilbud om rådgivningsmøder, hvor der er behov for dette. Vi følger altid myndighedernes regler og anbefalinger. Det betyder også, at tilbud om direkte møder med rådgivere kan blive ændret, afhængig af udviklingen omkring sikkerheden for Coronasmitten. Opdateret information kan du altid få via vores telefonrådgivning 21209170

Selvom kriminaliteten er faldet p.g.a. Coronakrisen, så er der stadigvæk folk, som bliver ofre for kriminelle handlinger, f.eks. vold i hjemmet, overfald på gaden, røverier osv. Der sker også trafikuheld og andre alvorlige ulykker.
Har du har været udsat for kriminelle handlinger eller ulykker, kan du ringe til os på telefon ‪21209170 eller finde din lokale offerrådgivning på www.offerraadgivning.dk. Det gælder også hvis du er pårørende eller vidne.
Al hjælp er gratis og vi har tavshedspligt. Alle vores rådgivere er uddannede og har erfaring med at rådgive mennesker i krise.